Heidegger, nazisme, antisemitisme og den forskudte filosofiske tekst

Foredrag v. dr.phil. Hans Hauge

Politiseringen af Heideggereksegesen har nået et punkt, der er uden idéhistorisk fortilfælde, skriver Peter Sloterdijk i Was geschah im 20. Jahrhundert? (2016). Eksegesen nøjes ikke længere med at betragte den periode på godt tre måneder, hvor han var nazistisk rektor som en kort episode i hans liv, men gør denne episode til en fortolkningsnøgle til hele forfatterskabet.

K.E. Løgstrup og et stort flertal af Heideggerelever og Heideggerforskere betragtede ikke Heidegger som nazist og slet ikke som antisemit og under ingen omstændigheder som ’racist’. Det er et nyt fænomen, at man ’afslører’ fortidige tænkere på den måde. Det er netop sket for Maurice Blanchot. Hvad ville der ske, hvis man læste al filosofi, sådan som man læser Heideggers? Hvad med f.eks. Peirce eller Frege? (eller Rothacker, Gehlen osv.).

Der er også sket det i Heideggers tilfælde, at man har forskudt fortolkningen fra hans filosofiske tekster til breve og ’private’ notesbøger. De bruges som fortolkningsnøgler til de filosofiske tekster. Det gælder de Schwarze Hefte, som dækker tiden fra, da Heidegger var en paria, til han blev stjerne (fra 1931-1948). ’Paria’ fordi nazisterne ikke betragtede ham som nazist. Men når de ikke gjorde, hvorfor gør vi?

Visse passager i de Schwarze Hefte, omkring 13, er blevet tolket som bevis på, at Heidegger var antisemit og nazist. 0,3 procent af de tusinder af sider nævner jødedommen. Det er nærmest uforståeligt, at Heidegger skjulte, at han var nazist og antisemit i 1933. I foredraget påvises, at Heidegger næsten ikke var nazist (baseret på utallige vidner), samt at han på ingen måde var antisemit.

 

 

DelShare on FacebookEmail this to someone