Arrangementer i Marts

Non-filosofi, eksistens og det antropocæne

Foredrag v. Asmund Havsteen-Mikkelsen, billedkunstner

I årene op til sin pludselige død i 1961 arbejder filosoffen Maurice Merleau-Ponty på flere projekter samtidigt – bl.a. arbejdsmanuskripterne til ’Synligt – Usynligt’, en række
forelæsninger om Naturen, samt filosofiens status efter Hegel. Sidstnævnte projekt betegner Merleau-Ponty som ’vores non-filosofiske tilstand’. Hvordan kan vi forstå Merleau-Pontys
begreb om non-filosofi i forhold til at tænke den menneskelige eksistens i dag? Dvs. en eksistentiel fænomenologi set i lyset af spørgsmålet om det antropocæne og hvordan mennesket skal gentænke sig selv i en ny konstellation med omverdenen. Med udgangspunkt i en redegørelse af Merleau-Pontys begreb om non-filosofi vil foredraget perspektivere til bøgerne Generic Singularity (2014), Non-philosophy and Contemporary Art (2015) og Endurance (2017), – alle ’non-filosofiske propositioner’ – og herigennem indkredse nonfilosofi som en mulig måde at gentænke mennesket på i en antropocæn tidsalder.

Asmund Havsteen-Mikkelsen (f. 1977) er cand.mag. i litteraturvidenskab fra Københavns Universitet (2003) og har en MFA fra Det Kgl. Danske Kunstakademi (2009). Sideløbende med
sit billedkunstneriske virke (se www.asmundhavsteen.net) har han arbejdet med non-filosofi. I 2018 blev hans bog, Non-philosophy and Contemporary Art, oversat til serbisk.

Max Webers Den protestantiske etik og kapitalismens ånd

Foredrag v. Hans Henrik Bruun, Københavns Universitet

I 1904-05 udkom Max Webers store studie Den protestantiske etik og kapitalismens ånd for første gang. Her søger Weber at vise, hvordan de etiske forestillinger, der prægede de protestantiske – specielt de asketisk-puritanske – trosretninger, øvede indflydelse på den ånd der var karakteristisk for opkomsten af den moderne kapitalisme. Dette arbejde blev helt skelsættende inden for religionssociologien og har bevaret sin aktualitet op til i dag. Hans Henrik Bruun har netop udgivet den første fuldstændige danske oversættelse af Den protestantiske etik og kapitalismens ånd, suppleret med Webers spændende artikel om De protestantiske
sekter og kapitalismens ånd, der ikke tidligere har været oversat til dansk. Han vil give en fyldig fremstilling af argumentationen i disse arbejder, og drøfte de mange punkter hvor de stadig har betydning for det moderne menneske.

Hans Henrik Bruun er adjungeret professor ved Sociologisk Institut, Københavns Universitet.