Foredrag v. Thomas Derek Robinson

I samme liga som Foucault, Habermas og Ricoeur, var Reinhart Koselleck (1923-2006) et af det tyvendeårhundredes vigtigste, men dog mindre kendte, europæiske intellektuelle skikkelser. I grænselandet mellem socialforskning, lingvistik, epistemologi og modernitetsteori beskæftigede hans forskning sig med de politiske ideologiers ophav, forholdet mellem reform og revolution, fremskridt og forfald, krise samt fremtidens rolle i vores historiske bevidsthed.
Kosellecks manglende berømmelse skyldes måske den relative stabilitet og optimisme omkring demokratiet og kapitalismen efter den kolde krig. Dette harmonerede mere med Francis Fukuyamas fagre udsyn i End of History end med det mere kyniske sindelag blandt den tyske intelligentsia fra efterkrigstiden.

Men med 9-11, finanskrisen i 2008, højre-populismens fremmarch, den amerikanske verdensordens forfald, olie og børsmarkedernes krak i 2019, og mere end noget andet, Corona-krisen, har Kosellecks begrebsapparat vist sig uhyre relevant for vores samtid. En ny superstar er muligvis født efter den sidste side blev publiceret.
I dette foredrag ser vi, med udgangspunkt i Reinhard Kosellecks forfatterskab, på Corona-krisen som en tidsbombe, der har sprængt vores forventninger til fremtiden. Dette afslører tre vigtige spørgsmål vi nu må forholde os til: Hvordan kan vi leve med sorg for en fremtid, der aldrig blev fuldbyrdet? Hvordan kan vi leve med ambivalens og usikkerhed som permanent betingelse i livet? Og hvad er vi for hinanden, når vores tidligere roller i livet pludseligt forsvinder? Måske findes svaret på disse følelsesmæssige, kognitive og eksistentielle spørgsmål i vores forbrugsliv.

Thomas Derek Robinson er lektor ved Bayes Business School, University of London. Hans forskning beskæftiger sig med tidslighed og teknologi. Dette omfatter, hvordan mobiltelefonbatterier, søvn, sundhedsmeddelelser og medlemskab i brand communities former vores oplevelse af tid.

Foredrag v. Søren Mau

Trods kriser, opstande, pandemier og klimaforandringer er kapitalismen stærkere end nogensinde før. Hvordan er det muligt, at et så ustabilt og livsfjendtligt økonomisk system, der kalder ødelæggelse ned over så mange mennesker og naturen som helhed for at gøre en mikroskopisk gruppe mennesker rige, ikke for længst er blevet henvist til historiens mødding? Hvordan har dette system været i stand til at fastholde sit greb om samfundets liv i hundredvis af år?
I Stum tvang fra 2021, der danner udgangspunkt for dette foredrag, præsenterer filosoffen Søren Mau gennem en kritisk genlæsning af Karl Marx’ forfatterskab en teori om det, den store tyske tænker kaldte ‘de økonomiske forholds stumme tvang’. Tesen er, at kapitalismen ikke kun beror på voldelig og ideologisk magt, men også på en anonym, abstrakt og upersonlig magt, der er indlejret i og eksekveres gennem det kapitalistiske systems økonomiske processer. Denne økonomiske magt underlægger ikke blot arbejderne og kapitalisterne, men tvinger hele samfundet ind under pengenes herredømme, alt imens den beror på og forstærker kønnede og racialiserede hierarkier og er godt i gang med at underminere selve grundlaget for menneskeligt liv på denne planet.

Søren Mau, ph.d, ansat på Institut for Kulturvidenskaber, SDU.

Foredrag v. Kirsten Hyldgaard

Den pædagogisk-filosofiske litteratur er præget af gode ord og intentioner, af positive værdier. Trods hensigter om at fremme og tilskynde, udskammes der også i pædagogiske sammenhænge, og børn, elever og studerende keder sig undertiden – som de altid har gjort.
Måske kan onder som kedsomhed og skam i nogle tilfælde være en betingelse for at blive bragt til at tænke og være befordrende for tilegnelse af færdigheder, så de ikke kræver pædagogiske tiltag? Måske kan goder som kærlighed og fantasi være en hindring for tænkning? Måske kan idealet om lykke også være et reaktionært ideal?
Foredraget har udgangspunkt i Kirsten Hyldgaards bog Negativ pædagogik (2022), udgivet på forlaget Samfundslitteratur. Bogen er med sit negative og nihilistiske perspektiv ganske vist kritisk, men ikke konstruktiv; den når ikke frem til en opbyggelig konklusion og er på ingen måde løsningsorienteret.