Drømmen om kulturelt fællesskab

Foredrag v. Fabian Holt, lektor, dr.phil., Institut for Kommunikation og Humanistisk Videnskab, RUC

Kulturfestivalen som prisme for moderne europæisk historie. De mange nyhedshistorier om væksten i antallet af festivaler over de seneste årtier har et ensidigt nutidsperspektiv – de følger  begivenhedens krav om aktualitet.

Men er festivaler bare et modefænomen? Eller er denne bemærkelsesværdige vækst og begejstring en del af nogle større forandringer i kultur og samfund?

I dette foredrag vil lektor Fabian Holt se festivaler som prisme for moderne europæisk kulturhistorie, ud fra hans doktordisputats om emnet. Han vil fortælle om, hvad samfund og forskning har lært (og ikke lært) af den seneste udvikling. Kulturfestivaler er på væsentlige
punkter et overset kapitel i moderne kulturhistorie og kulturteori. Foredraget rummer en rejse med punktnedslag i Londons katedraler i 1690erne, ritualer under den franske revolution og helt frem til kapitalismens og teknologiens indflydelse på kulturfællesskaber i dette årti.

Foredraget er baseret på bogen Everyone Loves Live Music: A Theory of Performance Institutions, der er udgivet på University of Chicago Press i december 2020.