Forskningsfrihed. Ideal og virkelighed

Professor emeritus Heine Andersen, Københavns Universitet

Forskningsfrihed er et produkt af modernitet, en af de bærende værdier i moderne demokratiske samfund. Det er en frihed, der må rangeres på linje med ytrings- og meningsfrihed, pressefrihed, kunstnerisk frihed, lægers kliniske frihed, domstolenes uafhængighed og immunitet til medlemmer af parlamenter. Forskningsfrihed er en forudsætning for vækst i gyldig og troværdig viden, for fornuft, oplysning, personlig myndighed og oplyst praktisk handlen.
På baggrund af en kort gennemgang af begrebet og dets historie, diskuterer jeg status i dag. Ressourcerne er øget, og flere har mulighed for at forske end nogensinde før, men jævnsides hermed er forskningsfrihed blevet en truet værdi.
De tre vigtigste trusler er: 1) Der er stor uvidenhed om, hvad forskningsfrihed er, og hvorfor den er vigtig. Forskningsfrihed rangerer lavt i bevidsthed og værdisæt, både i det politiske system og i en bredere offentlighed. Endnu mere foruroligende er det, at det også gælder internt på universiteterne. 2) Pengeregimet har fået øget magt. Der er sket et skred i finansieringsstrukturen, der i stigende grad gør universiteter til forretninger. Det forstærkes af ledelsesformen New Public Management. 3) Et hierarkisk magtregime har fortrængt det kollegiale selvstyre. Universiteter bliver tendentielt en del af statsforvaltningen.
Foredraget bygger på et projekt, hvis hovedresultater er præsenteret i bogen Forskningsfrihed. Ideal og virkelighed. Hans Reitzels Forlag, København 2017.

DelShare on FacebookEmail this to someone