Sprog og dannelse

Foredrag v. Professor emeritus, dr.phil. Per Øhrgaard, Copenhagen Business School

Den, der ikke kan fremmede sprog, kan heller ikke sit eget, sagde Goethe. Det var også Goethe, som med sin roman om Wilhelm Meister i høj grad prægede det dannelsesbegreb, der fik så stor betydning i Tyskland og dermed også i Danmark. Naturligvis kan vi ikke alle sammen lære alle mulige sprog, men vi er i dag som nation ringere stillet end for et par generationer siden, hvor flere fremmedsprog hørte til uddannelsen, og hvor sprogfagene også stod for den kulturelle orientering, som i dag er spredt ud på mange nye fag, ofte på tyndt sprogligt grundlag. Det har følger for dannelsen. Så foredraget vil dels handle om en bog, foredragsholderen har været med til at skrive (Sprogløse verdensborgere: Om en uddannelsespolitik der forsvandt, 2017), dels om dannelsesbegrebets opståen og noget af dets historie.

DelShare on FacebookEmail this to someone

Heidegger, nazisme, antisemitisme og den forskudte filosofiske tekst

Foredrag v. dr.phil. Hans Hauge

Politiseringen af Heideggereksegesen har nået et punkt, der er uden idéhistorisk fortilfælde, skriver Peter Sloterdijk i Was geschah im 20. Jahrhundert? (2016). Eksegesen nøjes ikke længere med at betragte den periode på godt tre måneder, hvor han var nazistisk rektor som en kort episode i hans liv, men gør denne episode til en fortolkningsnøgle til hele forfatterskabet.

K.E. Løgstrup og et stort flertal af Heideggerelever og Heideggerforskere betragtede ikke Heidegger som nazist og slet ikke som antisemit og under ingen omstændigheder som ’racist’. Det er et nyt fænomen, at man ’afslører’ fortidige tænkere på den måde. Det er netop sket for Maurice Blanchot. Hvad ville der ske, hvis man læste al filosofi, sådan som man læser Heideggers? Hvad med f.eks. Peirce eller Frege? (eller Rothacker, Gehlen osv.).

Der er også sket det i Heideggers tilfælde, at man har forskudt fortolkningen fra hans filosofiske tekster til breve og ’private’ notesbøger. De bruges som fortolkningsnøgler til de filosofiske tekster. Det gælder de Schwarze Hefte, som dækker tiden fra, da Heidegger var en paria, til han blev stjerne (fra 1931-1948). ’Paria’ fordi nazisterne ikke betragtede ham som nazist. Men når de ikke gjorde, hvorfor gør vi?

Visse passager i de Schwarze Hefte, omkring 13, er blevet tolket som bevis på, at Heidegger var antisemit og nazist. 0,3 procent af de tusinder af sider nævner jødedommen. Det er nærmest uforståeligt, at Heidegger skjulte, at han var nazist og antisemit i 1933. I foredraget påvises, at Heidegger næsten ikke var nazist (baseret på utallige vidner), samt at han på ingen måde var antisemit.

 

 

DelShare on FacebookEmail this to someone