Bæredygtighed og trivsel – Det personlige ansvar og politikernes

Foredrag med projektleder Mikael Bellers Madsen, CONCITO

Danske familier sænker deres CO2-udledning markant uden at gå kompromis med deres trivsel. Det viser et nyt projekt, som er udarbejdet i fællesskab mellem Danmarks Grønne Tænketank CONCITO og Psykologisk Institut på Aarhus Universitet. Det er første gang i Danmark, at et studie sætter fokus på sammenhængen mellem bæredygtighed målt som personlig CO2-udledning og trivsel målt videnskabeligt igennem anerkendte psykologiske trivselsmålinger.
Projektleder Mikael Bellers Madsen fra CONCITO vil redegøre for rapporten, der portrætterer en række familier, der alle formår at kombinere en højere grad af bæredygtighed end gennemsnitsdanskeren og en større trivsel end samme. Hvad gør familierne, og hvad kan vi lære?
Med afsæt i den forestående ’antropocæne tidsalder’ lægges der efterfølgende op til en overordnet etisk diskussion af det personlige ansvar over for det politiske ansvar samt, hvor frie vi er som individer til at foretage forbrugsvalg i dagligdagen.

Frygt, terror og katastrofer

Foredrag af lektor Carsten Bagge Laustsen, Aarhus Universitet

Foredraget tematiserer sammenvævningen af det emotionelle, kulturelle og politiske i tidens terrordiskussioner. Vi starter idehistorisk med Machiavelli og Hobbes, med det man kunne kalde frygtens politiske teater. Dette giver anledning til en sondring mellem to former for frygt – den uspecificerede (som trives i naturtilstanden, og som vi med Kierkegaard mere præcist kunne kalde for angst) og så den konkretiserede frygt, der har et objekt og derfor lader sig bestemme (med Hobbes den frygt, som trives i samfundet, som en frygt for statens voldsmonopol og for den sanktionering af individuel adfærd, der heraf kan følge). Sondringen mellem frygt og angst kobles herefter til spørgsmålet om sikkerhedsliggørelse, og der hævdes, at sikkerhedstrækket netop som konsekvens har en omfunktionering af den diffuse angst til en fokuseret frygt. Og videre at den katastrofiske terror som sit raison d’etre har den modsatte bevægelse. I den katastrofiske terror møder vi en fjende, eller bedre terroren, som dematerialiseret (fjenden som spøgelse, som noget der konstant ændre form), atemporal (som noget der gennem forestillingen om terrorens potentialitet underminerer selve sondringen mellem fortid, nutid og fremtid) og endelig som deterritorialiseret (som noget, der nedbryder sondringen mellem et sikkert “indenfor” og et farligt “udenfor”). Hvordan forholder vi til dette terrorens ikke-væsen? Hvad angår det personlige og subjektive niveau sondres mellem tre attituder: en paranoid, en dumdristig og en rationel position. Og hvad angår det sociale og det samfundsmæssige diskuteres tematiseringen af terroren som henholdsvis ulykke, risiko og katastrofe. Det hele samles afslutningsvis i en refleksion over terrorens (u)væsen og de aporetiske strukturer som dannes i forsøget på at bekæmpe den.

Brug linket for at læse synopse for foredraget.